"Den improviserende jazzkomponist og -saxofonist debuterer som solist – bemærk: SOLIST – på cd’en No. 1. Det er sjældent, man som lytter får lejlighed til at høre saxofonen som soloinstrument. Endnu sjældnere, at man hører en saxofonist forvalte sit instrument med en sådan avantgardistisk voldsomhed, som tilfældet her er. Når man ser Laura Toxvaerd, tænker man ikke: ”Hun må være avantgardist.” Dertil ser hun alt for ”normal” ud. Men sandheden om hendes musik er, at den er både krævende, introvert, avantgardistisk og voldsom. Lytteren får intet forærende. At numre på albummet kan hedde Inferno og Inferno II forekommer – musikken udtryk taget i betragtning – naturligt. Albummets bedste numre er og bliver dog de melodiske Popnummer og Popnummer II. Om det er ironi, der ligger bag de to sidstnævnte titler, fremgår ikke. Men det er helt klart ikke melodilinjer og skønhed, der har Laura Toxvaerds største interesse. Toxvaerd henvender sig med debutten til trænede lyttere og syrehoveder."